Skip to content

Valg i Kenya den 8. august 2017

21.07.2017  11:26

Der afholdes præsidentvalg samt valg til det nationale parlament, regionale parlamenter samt guvernørposter i Kenya den 8. august 2017. Valgkampen er i gang, og både under valgkampen, på og efter valgdagen kan der opleves møder, demonstrationer mv., som kan blive fulgt af forstyrrelser af den offentlige orden og voldelige episoder. Trafikken kan i den forbindelse blive påvirket, ligesom kriminalitetsniveauet kan forventes at øges, da politi og andre myndigheder er optaget af valget. Både fastboende danskere og turister opfordres til at udvise den fornødne opmærksomhed, holde afstand til større menneskemængder og holde sig orienteret om udviklingen gennem rejsebureauer, medierne og ambassadens hjemmeside.

Der opfordres ligeledes til, at man for alle eventualiteters skyld og som almindelig forsigtighedsregel tager følgende forholdsregler i perioden omkring valget:

  • Sikre, at man har adgang til et tilstrækkeligt forråd af vand og basale fødevarer samt lommelygter, stearinlys, førstehjælpskasse mv.
  • Sørge for tilstrækkelig forsyning af evt. receptpligtig medicin
  • Sørge for, at køretøjer er fyldt op med brændstof
  • Undlade kørsel uden for de større byer efter mørkets frembrud
  • Medbringe relevante telefonnumre til brug ved behov for hjælp fra sundheds- eller sikkerhedsmyndigheder og sørge for at være i løbende kontakt med familie og venner
  • Have en tilstrækkelig mængde af lokal og eventuel international valuta til rådighed
  • Altid medbringe pas