Skip to content

Opdatering af rejsevejledning for Kenya

24.08.2017  14:03
Præsidentvalg og valg til det nationale parlament, regionale parlamenter samt guvernørposter i Kenya blev afholdt den 8. august 2017. Ved valget blev præsident Uhuru Kenyatta genvalgt. Oppositionen, repræsenteret af Raila Odinga, har modsat sig resultatet og anlagt sag ved Højesteret. Dato for indsættelse af præsidenten er foreløbig sat til 12. september. Der er fortsat mulighed for, at der vil blive arrangeret møder og demonstrationer i forbindelse med disse begivenheder, som kan føre til forstyrrelser af den offentlige orden og voldelige episoder. Trafikken kan i den forbindelse blive påvirket, ligesom kriminalitetsniveauet kan blive øget, hvis politi og andre myndigheder vil være optaget af disse begivenheder. Både fastboende danskere og turister opfordres til at udvise den fornødne opmærksomhed, holde afstand til større menneskemængder og holde sig orienteret om udviklingen gennem rejsebureauer, medierne og ambassadens hjemmeside.

Der opfordres ligeledes til, at man for alle eventualiteters skyld og som almindeligt forbehold tager følgende forholdsregler i perioden efter valget:

• Sikre, at man har adgang til et tilstrækkeligt forråd af vand og basale fødevarer samt lommelygter, stearinlys, førstehjælpskasse mv.
• Sørge for tilstrækkelig forsyning af evt. receptpligtig medicin
• Sørge for, at køretøjer er fyldt op med brændstof
• Undlade kørsel uden for de større byer efter mørkets frembrud
• Medbringe relevante telefonnumre til brug ved behov for hjælp fra sundheds- eller sikkerhedsmyndigheder og sørge for at være i løbende kontakt med familie og venner
• Have en tilstrækkelig mængde af lokal og eventuel international valuta til rådighed
• Altid medbringe pas