Skip to content

Lidegaard: Afrika er vigtig for vores sikkerhed og klima

10.04.2015  11:28

De nordiske landes mangeårige engagement i Afrika har især handlet om fattigdomsreduktion, demokrati, konfliktløsning og et bedre handels- og investeringsklima. Der er skabt solide resultater, og det er nu på tide at tage skridtet videre. Fokus bør i stigende grad være på samarbejde omkring centrale samfundsløsninger og på, hvordan man gør væksten bæredygtig. 

Det mener udenrigsminister Martin Lidegaard, som i dag deltager i nordisk-afrikanske ministermøde i Pretoria, Sydafrika. 

"Afrika oplever en markant økonomisk vækst, hvilket er meget glædeligt. Men det betyder også nye udfordringer. I de nordiske lande, herunder Danmark, har vi en samfundsmodel og kompetencer, som mange afrikanske ledere gerne vil lære af.  Og vi vil selvfølgelig gerne dele vores erfaringer – blandt andet inden for bæredygtig energiproduktion,” siger Martin Lidegaard og peger på vigtigheden af, at væksten bliver omsat til arbejdspladser. 

"Der er ingen nemme løsninger. Klimaforandringer og arbejdsløshed truer allerede i dag de afrikanske samfund, og det giver desværre gode betingelser for voldelig ekstremisme. Afrika er en vigtig politisk partner i vores internationale samarbejde. I 2015 gælder det især samarbejdet om bekæmpelse af ekstremistiske grupper, og det helt afgørende klima-topmøde COP21 i december, hvor verden har brug for en forpligtende aftale,” siger Martin Lidegaard.

Baggrund:
Det overordnede tema for det nordisk-afrikanske udenrigsministermøde er ’The Africa We Want: Partnership Towards Agenda 2063’ med reference til den panafrikanske udviklingsstrategi, som blev vedtaget på AU topmødet i januar. Afrika har over de seneste 10 år oplevet en gennemsnitlig økonomisk vækst på over fem pct. om året. Den afrikanske vækst er båret frem af en voksende købedygtig middelklasse, flere udenlandske investeringer, stigende regional samhandel, bedre regeringsførelse, mere demokrati og færre konflikter. På trods af det afrikanske vækstpotentiale er der fortsat mange udfordringer på Afrikas vej til en bredt funderet, inklusiv og grøn vækst: Manglende investeringer i fysisk og social infrastruktur, ulige fordeling og massiv ungdomsarbejdsløshed er voksende problemer i en række afrikanske lande. Samtidig bidrager skrøbelige stater og voldelig ekstremisme til usikkerhed ikke mindst på Afrikas Horn og i Sahel-regionen. Senest har Al-Shabaab myrdet 142 unge mennesker i Garissa i Kenya. Boko Haram fortsætter også deres nedslagtninger af civile og har for et par uger siden igen bortført ca. 500 børn og unge.

For yderligere kontakt:
Særlig rådgiver Marlene Lyhne Sørensen +4520853028