Skip to content

Lidegaard - Vi har brug for Afrika i kampen mod ekstremisme og for et bedre klima

26.01.2015  08:41
Udenrigsminister Martin Lidegaard vil styrke det internationale samarbejde omkring terrorbekæmpelse, og temaet vil derfor stå øverst på dagsordenen, når han i de kommende dage mødes med afrikanske toppolitikere i forbindelse med den Afrikanske Unions topmøde i Addis Ababa i Etiopien.
”Skal det lykkes at bekæmpe terroren, bliver det afgørende at styrke samarbejdet med de afrikanske stater om at forebygge og bekæmpe voldelig ekstremisme - især i det nordlige Afrika. Jeg håber på, at kunne etablere nye alliancer for Danmark har mange gode erfaringer at spille ind med,” siger Martin Lidegaard.
I forbindelse med AU-topmødet og under bilaterale samtaler med ministre og andre højtstående afrikanske aktører vil Martin Lidegaard desuden tage de første konkrete skridt i et styrket klimadiplomati, der skal gøde jorden for en forpligtende aftale ved klimatopmødet i Paris i december.
”AU-topmødet er en oplagt mulighed for at få sat klimaet på dagsordenen. I EU fik vi i sidste uge vedtaget en ambitiøs handlingsplan for klimadiplomatiet, og jeg tager nu de første skridt i forhold til at sikre, at planen også bliver ført ud i livet,” siger udenrigsminister Martin Lidegaard.
I forlængelse af AU-topmødet vil Martin Lidegaard aflægge et bilateralt besøg i Etiopien, hvor han bl.a. mødes med repræsentanter fra regering og civilsamfund.


Baggrund:
Afrika spiller en voksende rolle i den globale verdensorden – både politisk og økonomisk. Samtidig er dele af Afrika fortsat præget af konflikter og skrøbelighed med alvorlige konsekvenser for befolkningen. Udenrigsminister Martin Lidegaards deltagelse i AU-topmødet d. 26.-27. januar er en lejlighed til at understrege Danmarks bredspektrede udenrigspolitiske engagement i Afrika med henblik på at skabe sikkerhed, øget velfærd og fremme danske værdier, samt partnerskabet mellem Danmark og den Afrikanske Union (AU).  AU er gået forrest i problemløsningen på det afrikanske kontinent, især inden for fred og sikkerhed, hvor bl.a. indsatserne i Somalia, Nigeria vedr. Boko Haram, og Sydsudan aktuelt optager organisationen. Det årligt tilbagevendende topmøde i Addis Ababa er årets vigtigste politiske begivenhed i Afrika.

Handlingsplanen for EU’s klimadiplomati bygger på tre strenge: 1) klimadiplomati som en strategisk prioritet i diplomatiske dialoger og initiativer; 2) støtte til lav-emission og bæredygtig udvikling bl.a. gennem klimafinansiering og partnerskaber med den private sektor, 3) sammenhængen ml. klima, naturressourcer, økonomisk vækst og sikkerhed.

For yderligere information:
Marlene Lyhne Sørensen, særlig rådgiver: +45 2085 3028