Brevstemmeafgivning i udlandet til kommunal- og regionalvalget i Danmark
Tirsdag den 18. november 2025 er der valg til kommunalbestyrelser og
regionsråd i Danmark. I udlandet kan der brevstemmes via de danske Ambassader
og konsulater.
Valgret
Alle har ret til at brevstemme til kommunale og regionale valg, der på
valgdagen opfylder følgende:
- er fyldt 18 år,
- har fast bopæl i kommunen/regionen, og som herudover
- enten har dansk indfødsret (statsborgerskab), er statsborger i en
af de øvrige medlemsstater i EU, er statsborger i Island, Norge eller
Storbritannien eller uden afbrydelse har haft fast bopæl i riget i de
sidste 4 år forud for valgdagen
Vælgere, der er umyndige, har også valgret til kommunale og regionale
valg.
Personer, der er registreret i CPR som udrejst af Danmark eller med
bopæl på Færøerne eller i Grønland, kan ikke stemme til kommunal- og
regionalvalg.
Sådan brevstemmer du
Hvis du opholder dig i udlandet og er bopælsregistreret i Danmark, kan
du brevstemme på enhver dansk ambassade eller konsulat i det land,
hvor du opholder dig. Husk at medbringe gyldig legitimation (pas, kørekort
el.lign.). Du kan således afgive din stemme på den danske ambassade i
Nairobi efter aftale via henvendelse til [email protected].
I Malawi kan du
stemme hos den Honorære Konsul, Lilongwe Kristian Schach Møller efter aftale via
henvendelse til [email protected]; eller Pete Wythe [email protected].
I Mauritius, Port
Louis, kan du stemme hos den Honorære Konsul, Meera Gourdeale efter aftale via
henvendelse til [email protected]
Stem før den 28. oktober, for at være sikker på, at din
stemme til kommunal- og regionalvalget når frem i tide.